Nordirland får kontrol over sit politi
05. feb. 2010 11.49 UdlandNordirlands to største partier er blevet enige om en aftale, der betyder, at politi og retsvæsen fremover skal styres fra Belfast og ikke fra London. Dermed er der sat punktum for en langvarig strid, der truede med at vælte landets koalitionsregering.
Aftalen betyder, at Nordirland får sin første justitsminister og er et af de dristigste skridt på vejen mod at opfylde Langfredagsaftalen fra 1998, der satte en stopper for tre årtiers sekterisk vold, som kostede 3.600 livet.
I dag deler de tidligere fjender i det overvejende katolske parti, Sinn Fein, og det overvejende protestantiske parti, Democratic Unionist Party, regeringsmagten i Nordirland.
Hvis ikke det var lykkedes at få aftalen om politiet og retsvæsnet i hus, ville volden i Nordirland formentlig stige, og det ville næsten med sikkerhed have ført til, at koalitionsregeringen ville bryde sammen og udskrive valg.