Fogh skal betale gæld til Tyrkiet
05. feb. 2010 16.20 UdlandTiden er kommet, hvor Tyrkiet vil have sin betaling for at acceptere Anders Fogh Rasmussen som generalsekretær for Nato.
Når der om kort tid skal udnævnes to nye assisterende generalsekretærer, vil Tyrkiet derfor kræve, at danskeren får selskab af en tyrker i Nato-toppen, erfarer Ritzau.
- Vi har store forventninger om, at Tyrkiet får tildelt en af disse poster, siger en tyrkisk topdiplomat.
Møde med Gül
Han peger på, at det dermed vil få opfyldt "et af løfterne" fra Nato-topmødet i Strasbourg sidste forår, hvor den daværende danske statsminister efter længere tids tyrkisk modstand blev udnævnt som ny Nato-chef.
Fogh er i disse dage i Istanbul, hvor han står i spidsen for et forsvarsministermøde i alliancen.
Anders Fogh Rasmussen bekræfter, at han har haft en "generel samtale" med den tyrkiske præsident Abdullah Gül om Natos medarbejderstab i hovedkvarteret.