Rester af savnet etiopisk fly fundet
06. feb. 2010 10.37 UdlandEn stor del af skroget af et etiopisk passagerfly, der sidste måned styrtede ned i havet ud for Libanon, er blevet fundet, oplyser den libanesiske transportminister, Ghazi Aridi.
Han siger, at eftersøgningsskibet Ocean Alert har fundet et 10 til 12 meter langt stykke af den bageste del af flyet. Det er lokaliseret i 45 meters dybde ud for havnebyen Naameh lige syd for Beirut.
Klar til at dykke efter databoks
- Specialhold er ved at gøre sig klar til at dykke på stedet for at lede efter databoksen, der kan afsløre, hvad der var årsag til styrtet 25. januar, siger den libanesiske transportminister.
Flyet af typen Boeing 737-800 styrtede ned få minutter efter at være lettet fra lufthavnen i Beirut med kurs mod Etiopiens hovedstad, Addis Ababa. Der var 83 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord.
Der blev ikke fundet overlevende fra flyet, og hidtil er der kun blevet bjærget 15 lig.