Hverdagsberetning fra en katastrofe

Den gamle dame står ved sin mands hospitalsseng. Hun bruger et stykke pap som vifte. For hans ansigt er svedigt og hans krop urolig.

De stumper, der er tilbage efter amputationen, stikker ud gennem et krøllet lagen. 

Jeg har lyst til at gå. Hvorfor står jeg så tæt på dette private øjeblik hos to mennesker, der har mistet alt? Alligevel fanger jeg hans blik før det brister.

Sygeplejersken konstaterer, at døden er indtrådt og lukker hans øjne. Den gamle kvinde sætter sig på en stol og lukker så også sine øjne. Hun siger ikke noget.

I sengen ved siden af ligger en ung pige og ryster af malaria. Myggene sværmer omkring små vandpytter ved siden af lighuset. De går til angreb på alt og alle.
 
Og uden for det store hospitals gitterport står folk i kø. Der er også en slags boder. Man kan købe appelsiner og trekanter af den franske ost "Koen der griner". Sidste salgsdato ligger et par år tilbage, kan jeg se på indpakningen.

En lille stum dreng mimer sin sult. Han lader som om han putter mad i munden og tager sig så til maven og slutter med et forsigtigt smil.

Hans storebror, der har malet sig hvid i hovedet og sort omkring øjnene, begynder at synge. Hans sang er lang. Det lyder så uhyggeligt, at jeg kan mærke nakkehårene rejse sig. Han vil trykke mig i hånden. Men jeg ser, at han er fyldt med væskende sår. Jeg nøjes med at vinke.

Vi kører gennem byen i små ryk. Forbi et hus, der efter jordskælvet står i en absurd vinkel. Det hælder ud over vejen og ligner noget, der kan falde ned over os når som helst.

Vi vil gerne hurtigt forbi. Vi kommer ikke ud af stedet. Motoren sætter ud. Vi holder helt stille. Som en slags overspringshandling begynder vi at tale sammen om den sindssyge trafik. Og bliver enige om, at den får myldretiden i København og Bruxelles til at ligne en søndagstur i en landsby.

Så bliver vores bil omringet af hundrede af desperate folk. En konvoj med fødevarer er netop kørt forbi uden at standse.

Nu er de tappet for tålmodighed. De slås indbyrdes. Banker på taget og forruden. Fægter med store fintsnittede sukkerrør. Og truer med at angribe de lastbiler, der har ris og vanddunke på ladet. Nervøse politifolk begynder at skyde. Flere skud op i luften og et enkelt ind i mængden. Ingen kommer til skade.

Et par timer senere ankommer "the marines" med mad. Og først da får vi øje på den endeløse kø, der har formet sig bag en skole. Der er tusinder, der venter.

De første mødte klokken fire om morgenen. Nu er den tre om eftermiddagen. Og solen slår hårdt.

Kaptajn Marc Miller lukker fem ind af gangen. Meget hurtigt er de ude igen med papkasser fyldt med mad. "Haitis befolkning optræder værdigt," konstaterer kaptajnen. Han så ikke, hvad der skete tidligere. Men han og hans mænd gør et fantastisk stykke arbejde Endelig.

Næste stop er bjergene uden for byen. Her er massegravene Vi bumler af grusveje og er ved at fare vild. Så ser vi et kors på en bakketop. Pludselig er stanken der. Og midt i dette surrealistiske, udtørrede, krakelerede landskab kan vi høre musikken. "When the saints are marching in."

Et lille orkester står i disse grumme omgivelser og spiller, mens der graves. Der står Jesus på kisterne af pap. Nogle kilometer længere oppe er de løbet tør for kister. Her bliver hele og halve forvredne kroppe smidt i dybe sorte huller. Det bliver ved og ved. Jeg gør et forsøg på at tømme hovedet for tanker og følelser.

Tilbage i centrum af Port-auPrince bliver vi mødt af et kæmpe optog af hvidklædte mennesker, der synger og danser og takker Gud for, at de er i live.