Da sneen lammede Washington

Vejrfolket i radio og tv havde sagt, at snestormen ville begynde ved ti-tiden fredag formiddag. Den begyndte 10.34 og fortsatte non-stop til 20.30 - lørdag aften!

Efter den første halve meter sne begyndte mine naboer at dukke frem fra dyngerne for at få overblik over konsekvenserne af, hvad der blev kaldt årtiers værste snestorm.

Fygning havde dækket biler til! Træer var flækkede, grenene havde revet el-ledningerne med sig i faldet. Strømmen var forsvundet hos vore gode venner Mark og Karen i Potomac. De forsøgte at holde varmen med ild i pejsen - men det er som at tisse op mod vinden, når man bor i et 700-800 kvadratmeter stort amerikansk hus med seks-syv meter til loftet i stuen.

Sørg for forsyninger
Så hold dog op, har man lyst til at sige til kabel-stationernes tv-meteorologer, der begejstret delagtiggør millioner af seere i, hvordan det kommende drama vil udspille sig - og hvad man kan gøre for at undgå katastrofen.

Sørg for rigeligt med vand! Tilstrækkeligt med dåsemad! Vær sikker på, at I har forsyninger til de kommende fem dage - batterier, stearinlys, toilet-papir, brød, benzin til dem, der har deres egne ekstra generatorer.

Men - det er altså slemt, når klimaet tager fat og vejret løber løbsk i USA. 

Jeg kastede et hurtigt blik i køleskabet fredag morgen og tog af sted til vores lokale supermarked - Safeway! Kaos.

Parkerings-pladserne var optaget. Indkøbsvognene forsvundet! Jeg skulle købe lidt mælk, brød - lige det vigtigste! Og kom halvanden time efter ud med optænding til pejsen, lidt frugt, lidt brød, vitamin-piller og stort set den sidste flaske mælk, der var tilbage. Køerne til kasserne begyndte i den modsatte ende af Safeway - og det er ikke småt!

For første gang i mange år oplevede jeg irritation blandt mine medhandlende - irritation over køerne, over varerne, der ikke var der, over de andres hamstring, som vi ville kalde det hjemme. Hvor vi altid plejer at sludre og hjælpe hinanden i supermarkedet, fnysede man nu, når man forsøgte at mase sig diskret frem til kasserne, smyge sig uantastet uden om andre kunder, der lige så irriterede ventede i halve og hele timer for at betale.

Kaskader af sne
Men vi nåede alle hjem inden himlen åbnede sig, og kassedamerne i Safeway kunne ånde lettede op efter angrebet.

Snevejret begyndte stilfærdigt og stædigt. Så tog det til. Kastede kaskader af sne ned, ikke bare over Washington, men over hele det østlige USA.

Staten havde allerede bebudet halv uautoriseret men accepteret fridag og byens myriader af kontorer tømtes i en lind strøm fra middagstid fredag. Alle forsøgte at nå hjem til hjem til forstæderne.

Vores borgmester Fenty havde ganske vist proklameret, at byens snerydningsmandskab var i højeste alarmberedskab! Men - det er risikabelt at stole på byens fædre, selv Fenty, der gør det bedre end de fleste af sine forgængere.

Jeg glemmer aldrig min tidligere DC-borgmester Marion Barry - det var før han blev dømt for kokain-misbrug - der fulgte en snestorm her i Washington fra solbeskinnede Los Angeles og proklamerede: "What God gives, God takes away!" Dengang tog det tre dage for Vorherre at fjerne sneen - og borgmester Barry nåede hverken hjem eller hjalp til!

Sneen væltede ned
Lørdag aften havde jeg allerede ryddet mit fortorv et par gange. Men sneen væltede simpelt hen ned. En nabo længere nede ad vejen fik hentet et motoriseret sne-rydningsmonster frem. Et af de apparater, der er herlige at have, men som man kun bruger en gang hvert femte år.

Nu asede han sig begejstret vej gennem driverne og sprøjtede dynger af sne fra fortorvet ud på vejen og over bilerne.

Men han rensede ikke bare sit eget fortorv. Han gik op og ned ad hele vores vej og ryddede fortorvene foran alle husene. "Great communal spirit", sagde en af mine andre naboer.

Og i mine pauser mellem snerydning og konstruktion af en snehytte til min 7-årige datter, fulgte jeg kabel-stationernes begejstrede rapportering af sne-dramaet.

Ude i Dulles Internationale lufthavn vest for byen, var en hangar ved at styrte sammen under presset fra snemasser og vind. Tilsneede reportere fortalte med både patos og juble på stribe om dramaerne lige netop der, hvor de var - om biler, der skred i grøfterne, om træer der trak el-kablerne med sig i styrtet under snemasserne, om den gigantiske sneboldkamp inde på Dupont Circle.

Glade amerikanere
Kørsels-eksperter advarede i dommedagstoner bilister mod at forlade deres hus og hjem. Og sådan en dag lærte jeg nye glimrende amerikanske gloser.

"Cabin-stress" er f.eks. diagnosen på den mentale tilstand hos de vanvittige, der i frådende frustration kaster sig ud i deres køretøjer i et vejr som dette.

Og så er der - trods de sure og frustrerede handlende i Safeway - den glade amerikanske måde at tackle et uvejr på. Som det unge par på Connecticut Avenue, der så gerne ville kælke, men ingen kælk havde. Vejen frem gik - over hjemmebagte chocolate-chip-cookies!

Den unge frue bagte i al hast en snes stykker af denne amerikanske folke-spise og drog af sted mod kælkebakken - i håb om at kunne købe sig ture på ungernes kælke med sit hjemmebag!

Nu venter vi så på, hvad der nu skal ske - og håber at grene på træerne holder. For strømafbrud er ret utålelige!

Skoler og de fleste kontorer og virksomheder lukkede tidligt fredag og hele lørdagen. Alt er lukket søndag - hvor de fleste alligevel bliver hjemme for at se Superbowl - årets finale i NFL, National Football League, amerikanernes version af fodbold, der trods sit navn først og fremmest handler om at kaste bolden og jævne sin modstander med jorden!

Men meget tyder på, at mandagen skal bruges til at rydde op efter weekenden - før sneen begynder at falde for alvor igen tirsdag og onsdag.

Og så kan vi begynde forfra - med de lukkede skoler, lukkede lufthavne, aflyste tog, tomme highways, vejr-folkets begejstring, politikernes bekymringer, erhvervsledernes jamren - og klima-fjendernes hoverende grin af alle de, der taler om "Global opvarmning".