Europas offentligt ansatte går i strejke
08. feb. 2010 03.13 Udland
Titusinder af offentligt ansatte i en række europæiske lande vil de kommende dage og uger strejke eller gå på gaden for at protestere, fordi de føler sig ofret i EU-regeringernes stramninger på grund af krisen, skriver Politiken.
Efterdønningerne af finanskrisen har skabt så meget lavvande i statskasserne hos eurolande fra Grækenland og Portugal til Irland, Holland og Tyskland, at der bliver annonceret lønstop og nedskæringer over en bred kam.
Men nu advarer europæisk fagbevægelse både regeringerne og EU-kommissionen: Det er uretfærdigt, at de offentligt ansatte skal betale prisen for krisen, og det er samtidig en undskyldning for at forringe Europas offentlige service, siger fagforeningerne.
- Offentligt ansatte bliver tvunget til at betale for en økonomisk og finansiel krise, som blev skabt af et løbsk banksystem, siger Carola Fischbach-Pyttel, generalsekretær for sammenslutningen af europæiske fagforeninger for offentligt ansatte, til Politiken.
- Borgere i hele Europa kommer til at lide tab som følge af, at den offentlige sektor bliver skåret ned, siger hun.
De offentligt ansattes europæiske organisation påpeger samtidig, at en forringelse af privatøkonomi og købekraft for millioner af offentligt ansatte blot vil bremse de europæiske økonomier endnu mere.
Organisationen repræsenterer otte millioner offentligt ansatte fra over 250 fagforeninger over hele Europa, alt fra skraldemænd og brandmænd til sygeplejersker, socialhjælpere, ministerielle funktionærer og ansatte i energisektoren.