Pensionister kidnapper bankrådgiver
08. feb. 2010 20.19 UdlandI Tyskland har fire pensionister i dag været på anklagebænken. De er sigtet for at have kidnappet deres bankrådgiver.
De ældre mænd mellem 60 og 79 år var sure over, at rådgiveren havde tabt deres sparepenge, i alt 2,5 millioner euro. De spærrede den 54-årige bankrådgiver inde i en kælder, her blev han bagbundet, mens pensionisterne forsøgte at overtale ham til at overføre pengene tilbage til dem. Han blev senere puttet i en bil og kørt rundt. Pensionisterne holdt ham fanget i fire dage.
Inden bankrådgiveren blev reddet af politiets elitekorps, brækkede han to ribben forårsaget af en 74-årig pensionist.
Statsanklageren siger til den tyske tv-station ARD, at pensionisterne risikerer en dom på mellem 5 og 15 år. Pensionisterne nægter sig skyldige.