Gordon Browns ansatte ringede til mobbehotline
21. feb. 2010 20.27 Udland
Opdat.: 21. feb. 2010 20.50Storbritanniens i forvejen pressede premierminister, Gordon Brown, er løbet ind i nye problemer.
En ny bog, som søndag blev bragt i uddrag i avisen Observer, hævder, at Gordon Brown har et meget voldsomt temperament, som flere gange er gået ud over hans embedsfolk.
Browns regering afviste søndag beskyldningerne i bogen, der er skrevet af Observers politiske kommentator, Andrew Rawnsley.
Men nu siger folkene bag en national telefonhotline for mobbeofre, at de tre-fire gange har modtaget opkald fra Gordon Browns administration.
Hidsig premierminister
I bogen bliver Gordon Brown blandt andet beskyldt for at have taget fat i kraven på nogle af medarbejderne, at have skubbet til dem og råbt af dem.
Det bakkes op af Christine Pratt, der er chef for Den Nationale Mobbelinje.
- Nogle af de ansatte har downloadet information, men flere har ringet til vores telefonlinje, og jeg har talt med personalet på hans kontor, siger Christine Pratt.
Hun mener, at Gordon Brown sender et dårligt signal til andre ledere, der bliver beskyldt for at mobbe.
- Han burde ikke nægte det, men derimod tage det til efterretning. At nægte det kan bare forværre stress hos de personer, der føler sig mobbet, siger Christine Pratt.
Brown: Godt med temperament
Gordon Brown selv siger, at der ikke er hold i beskyldningerne.
Premierministeren siger, at han nogle gange bruger hårde ord i et ophedet øjeblik, og at han kan finde på at "smide aviser på gulvet i vrede".
Men temperamentet bliver brugt positivt til at drive landet fremad, forsikrer Brown:
- Jeg tror, at folk vil have en leder, der bringer os fremad og ikke står i stampe. Hver morgen står jeg op med en stærk vilje til at gøre mit bedste for det her land, siger han.