Strejker lammer Grækenland
05. mar. 2010 10.06 UdlandEn bølge af strejker har lammet trafikken i Grækenland. I Athen har samtlige busser holdt stille siden klokken fem i morges og fra klokken 12 har landets fagforeninger opfordret til protest mod de økonomiske stramninger, regeringen har bebudet.
På hospitalerne vil lægerne kun tage sig af nødstilfælde og på mange skoler er lærerne ikke mødt på arbejde. Journalister på de statslige medier og det statslige nyhedsbureau har også nedlagt arbejdet i 24 timer.
Premierminister Giorgos Papandreou siger igen og igen, at han har forståelse for reaktionerne, men at der simpelthen ikke er flere penge. Papandreou mødes senere i dag med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for at diskutere den kuldsejlede græske økonomi.
Grækenland er det euroland, der er hårdest ramt af den verdensomspændende økonomiske krise. Det græske statsunderskud nåede sidste år op på 12,7 procent af bruttonationalproduktet. Eurolandenes stabilitetspagt tillader et underskud på tre procent.