Bjerggeder kan få ret til en advokat
07. mar. 2010 10.02 UdlandI Schweiz går indbyggerne søndag til valg om noget så usædvanligt som dyrs rettigheder.
Vælgerne skal tage stilling til, om dyr skal kunne repræsenteres af en advokat i en retssag, skriver BBC.
Schweiz er berømt for landets særlige form for direkte demokrati. Enhver borger har ret til at bringe en sag til folkeafstemning ved at samle mindst 100.000 underskrifter.
Det er nu lykkedes for Schweizisk Dyrebeskyttelse. Organisationen mener, at advokatbistand til dyr kan forebygge dyremishandling.
Advokat: Dyr er en minoritet
Men der er faktisk allerede én dyreadvokat i Schweiz. Antoine Goetschel har repræsenteret hunde, katte, køer, får og endda en fisk.
Og essensen af retfærdighed er at forsvare dem, der ikke selv kan tale, mener han.
- I mine øjne er dyr en af de svageste grupper i samfundet, og de har brug for beskyttelse. Det er en slags kamp for en minoritet, siger Antoine Goetschel til BBC.
Regering frygter et ja
Men hvis bjerggeder, fisk og vandrende pinde får ret til advokatbistand, skal nogen betale gildet.
Regeringen frygter, at skatteyderne får en kæmperegning for et nyt netværk af dyreretsadvokater, og anbefaler derfor et nej.
Alt tyder dog på, at forslaget bliver vedtaget.