500 dræbt efter sammenstød i Nigeria
08. mar. 2010 04.49 UdlandSikkerhedsstyrker patruljerer gaderne i Nigeria, efter mere end 500 mennesker har mistet livet i voldsomme sammenstød mellem muslimer og kristne nær hovedstaden Jos.
Nigerias fungerende præsident, Goodluck Jonathan, indsatte søndag aften sikkerhedsstyrker i den centrale stat Plateau og har sat nabostater i alarmberedskab.
Dræbt med macheter
Ifølge øjenvidner var mange af de dræbte under massakren søndag kvinder og børn. Nogle blev fanget i dyrefælder og fiskenet, da de forsøgte at flygte fra deres angribere, som slog dem ihjel med macheter.
- Over 100 mennesker er blevet dræbt - de fleste af dem kvinder og børn, siger en anonym embedsmand.
- Nogle af børnene er mindre end ét år gamle, tilføjer han.
Kristne vs. muslimer
Kristne indbyggere i landsbyen Dogo Nahawa, der ligger syd for byen Jos, siger at angriberne kom fra de omkringliggende bjergområder natten til søndag og skød i luften. Da folk kom ud af deres huse for at se, hvad der skete, blev de hugget ihjel med macheter.
Ifølge indbyggerne blev de angrebet af personer, der tilhører det muslimske fulani-folk.
En medarbejder fra nyhedsbureauet Reuters talte omkring 100 lig, der lå i det fri. Et hospital i Jos havde fået 18 lig ind, hvoraf flere var forbrændt.
Embedsmænd oplyste, at flere lig var bragt ind til et andet hospital i byen.
Det var ikke umiddelbart klart, hvad der havde udløst volden.
I januar blev hundredvis af mennesker dræbt i Jos. Dengang brød urolighederne tilsyneladende ud som følge af en strid om landområder.