Palæstinenserne afviser israelaftale
11. mar. 2010 00.46 UdlandHåbet om nye fredsforhandlinger mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre ser ud til at være løbet ind i nye problemer. Ifølge chefen for Den Arabiske Liga, Amr Moussa, vil den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, ikke stille op til nye forhandlinger med Israel.
- Den palæstinensiske præsident har besluttet, at han ikke vil gå ind i forhandlingerne nu. Den palæstinensiske side er ikke klar til at forhandle under de nuværende omstændigheder, siger Amr Moussa.
Det var ellers håbet, at de to parter ville indgå i nye indirekte forhandlinger med USA som mægler.
Den amerikanske vicepræsident, Joe Biden, besøger i øjeblikket området for at varme op under de fastfrosne forhandlinger.
Den Arabiske Liga peger på, at Israel selv er skyld i den nye udvikling, da Israel for nylig gav tilladelse til byggeriet af 1600 nye boliger i det arabisk dominerede Østjerusalem.
Beslutningen er blevet kritiseret af EU, FN, Den Arabiske Liga og sågar Israels eget forsvarsministerium.