To millioner sulter i Zimbabwe
11. mar. 2010 19.45 UdlandMindst 2,1 millioner mennesker i Zimbabwe har behov for hjælp for at få mad på bordet. Og antallet af nødlidende stiger. Det vurderer Røde Kors i en ny rapport.
En årsag til manglen på mad i det sydøstafrikanske land er høsten, som ventes at slå fejl og blive meget mindre end ventet.
Værre end nogen sinde tidligere
- I dele af landet er situationen værre, end vi har set nogen sinde tidligere, siger Emma Kundishora, generalsekretær for Røde Kors i Zimbabwe.
Eksperter siger, at høsten med sikkerhed slår helt fejl i flere dele af landet, hvor regnen ikke kom tidsnok, til at såsæden kunne slå rod. Over 10 procent af såsæden er med sikkerhed "død", hedder det i rapporten.
Især syge og ældre mennesker er hårdt ramt og er i akut behov for hjælp. Mange syge har ikke råd til medicin og bruger deres sidste penge til mad.
Røde Kors-projekter
En række nødhjælpsorganisationer har øget deres hjælp og bistand siden december, men antallet af nødlidende vil stige alligevel.
Røde Kors er gået i gang med projekter, som skal hjælpe landbefolkningen med at genetablere vandforsyningen de mange steder, hvor den er brudt sammen. Målet er at sikre, at næste høst bliver bedre.