Demonstranter truer med blod
15. mar. 2010 15.47 UdlandDe rødklædte demonstranter i Thailand vil hælde blod ud over regeringsbygningen i Bangkok, hvis ikke parlamentet opløses, og der bliver udskrevet valg.
Sådan lyder truslen i hvert fald fra Tháksin-tilhængerne i Bangkoks gader.
Vil tappe blod af demonstranterne
Selvom Thailands regeringsleder Ábhisit i dag på tv afviste at udskrive valg, har demonstranterne altså ikke opgivet deres krav.
Hvis ikke Ábhisit kommer på andre tanker inden i morgen tidlig, truer de op mod 100.000 demonstranter med at få tappet blod, der kan kastes ud over regeringsbygningen.
- Blodet vil blive taget fra "Rødskjorterne" krop og demokratiske sjæl, siger en af demonstrationslederne, Natthawut Saikua, som fortæller at han nu vil begynde at rekruttere sundhedspersonale til blodtapningen tirsdag morgen.
Vil have regeringsleder tilbage
Demonstranterne, der hovedsagligt kommer fra de fattige landområder, vil have landets tidligere regeringsleder, rigmanden Tháksin Shinawatra, tilbage til magten.
Han blev væltet ved et militærkup i 2006 på grund af korruption og lever nu i eksil i nabolandet Cambodja, hvorfra han mobiliserer protesterne.
Granatangreb i centrum
Samtidig med dagens store demonstration blev en militærbase i centrum af Bangkok udsat for granatangreb og to soldater blev såret.
Gerningsmændene er ikke fundet, og det vides endnu ikke, om angrebet kan kædes direkte sammen med protesterne.