Toyotahistorie var måske fup
16. mar. 2010 12.14 UdlandDet lød som bilistens værste mareridt, da en amerikansk ejendomsmægler i sidste uge kom i alverdens medier og fortalte, hvordan hans Toyota Prius var løbet amok på en motorvej i San Diego og drønet afsted med over 150 kilometer i timen, uden at han kunne bremse bilen.
Men den historie bliver nu gransket igen efter amerikanske bilinspektionsmyndigheder har undersøgt bilen uden at finde fejl.
Samtidigt viser Toyotas egen test, at der skiftevis var blevet trådt på gaspedalen og bremsen over 250 gange.
Derudover er der dukket flere historier op om mandens trængte økonomi og en personlig konkurs for to år siden.
Den løbske Toyota blev stoppet, da en færdselsbetjent hjalp manden med at foretage en nødbremsning. Den uheldige bilist vil ikke længere tale med pressen.