Buspassagerer halvsov da lavine ramte
16. mar. 2010 14.10 UdlandEn bus med 19 personer ombord undgik alvorlige personskader, da den blev fejet af vejen af en lavine.
- Mange af os halvsov i bussen, og pludselig dundrede det med sne og vind overalt. Det ser ud som om, vi har taget imod trykbølgen fra en lavine, siger passager Maria Berglund til NRK.
Trykbølge ramte bus
Faktisk gik lavinen på den anden side af en elv, men trykbølgen var alligevel stor nok til at blæse bussen af vejen, oplyser NRK.
En erstatningsbus er nu kommet frem til stedet, og politiet planlægger at evakuere passagerne ud af en bagdør. De almindelige døre er nemlig blokeret af sne.
Muligvis i chok
- Ingen er fysisk kommet ti skade, men der kan være nogen med chokskader, siger Niels Erik Eggen fra norsk politi, til VG.no.
Politiet har kontakt med et kriseteam, som kan hjælpe passagererne, hvis der er behov for det.