Voldsomme uroligheder i Østjerusalem
16. mar. 2010 18.26 UdlandHundredvis af palæstinensiske demonstranter er i dag stødt sammen med israelsk politi i Østjerusalem.
Tåregas
Politiet affyrede gummikugler, tåregas og chokgranater mod demonstranterne, der kastede sten mod betjentene og byggede barrikader af brændende dæk og affaldscontainere.
16 palæstinensere måtte på hospitalet med knoglebrud og andre skader, mens adskillige andre fik lægehjælp på stedet. 60 blev anholdt.
Voldsomme uroligheder
En talsmand for det israelske politi siger, at fire betjente måtte have hospitalsbehandling for deres kvæstelser, mens yderligere 10 fik førstehjælp på stedet.
Det er de værste uroligheder i området i flere år.
Den palæstinensiske vrede skyldes blandt andet den israelske udmelding om, at der er givet tilladelse til at bygge 1600 nye boliger til jødiske bosættere i Østjerusalem.
Den israelske premierminister Nethanyahu´s udspil har også vagt vrede i både USA og EU, hvor man siger det vil forhindre enhver dialog om fred mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre.
Intifada
Hamas' viceleder, Mussa Abu Marzuk, opfordrer til en ny palæstinensisk opstand, intifada.
- Enhver palæstinenser bør rejse sig mod den israelske besættelsesmagt, siger Marzuk.
Palæstinenserne har tidligere indledt to intifadaer mod det israelske styre i de besatte områder. Den første fandt sted i 1987 og den anden i 2000.
Religiøse spændinger
Men spændingerne er også øget betragteligt efter Israel har genåbnet den antikke Hurva-synagoge i Jerusalems gamle bydel. Al-Aqsa-moskéen ligger kun 400 meter væk, og mange palæstinensere ser det som et skridt på vejen mod at bygge et jødisk tempel i samme område.
Den Islamiske Konferenceorganisation, OIC, kritiserer genåbningen af synagogen og siger, at det "risikerer at trække regionen ind i en religiøs krig".