David Headley vil erklære sig skyldig
16. mar. 2010 22.53 UdlandDavid Headley, der i USA er sigtet for at være hovedmanden bag attentatplanerne mod Jyllands-Posten og for at være med til at planlægge terrorangrebet i Mumbai, vil erklære sig skyldig i flere anklagepunkter, erfarer DR Nyheder.
Det sker ifølge DRs korrespondent Claus Fahrendorff, når David Headley fremstilles i retten i Chicago på torsdag.
De amerikanske myndigheder vil ikke bekræfte oplysningerne.
Der foreligger ikke noget præcist om, hvilke af sigtelserne, han vil erkende sig skyldig i.
Headley, der har pakistansk-amerikansk baggrund, risikerer dødsstraf for sin deltagelse i planlægningen af Mumbai-angrebet. For deltagelsen i planlægningen af et angreb på Jyllands-Posten står Headley til fængsel på livstid.
Den 49-årige har tidlige erklæret sig skyldig i dele af anklagerne om terrorplanerne mod Jyllands-Posten, men han trak sin tilståelse tilbage i december sidste år, hvilket muligvis skete i håb om at kunne forhandle strafnedsættelse.