Problematisk møde om Mellemøsten
18. mar. 2010 17.50 UdlandMellemøstkvartetten holder møde i Moskva i morgen.
USA, FN, EU kommer og sammen med værten Rusland vil parterne forsøge at få Israel og palæstinenserne tilbage på det spor, som man håber vil føre til fred i Mellemøsten.
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, luftede tidligere på ugen sin tro på, at mødet i Mellemøstkvartetten kan gøre en forskel.
Stor skepsis
Men hans optimisme deles ikke af Mellemøsteksperter og -analytikere.
- Man skal ikke forvente meget. Det er længe siden, at der har været noget synderligt perspektiv i kvartettens arbejde, siger lektor og mellemøstekspert Peter Seeberg fra Syddansk Universitet.
Jevgenij Satanovskij, der er chef for Institut for Mellemøststudier i Moskva, er endnu hårdere i sin kritik og kalder ifølge nyhedsbureauet Reuters Mellemøstkvartetten for "en meget dyr klub for diplomater".
Raket fra Gaza
I formiddags (Torsdag) kastede endnu en tordensky sin skygge over mødet i den russiske hovedstad, da en raket blev sendt fra Gaza ind i det sydlige Israel. Gruppen Ansar al-Sunna har taget skylden for angrebet, der kostede en udenlandsk statsborger livet.
- Angrebet er en anledning til en ganske voldsom israelsk reaktion, og det kommer der ved Gud ikke noget godt ud af. Det kan være det, der standser den fredsproces, der i bedste fald kunne være gået i gang, vurderer Peter Seeberg.
Diplomatisk krise
Den kaotiske optakt til mødet mellem de fire normalt så magtfulde internationale aktører forstærkes af den diplomatiske knurren, der er opstået mellem USA og Israel.
USA's vicepræsident måtte således i sidste uge se sit forsøg på mægling i Mellemøstkonflikten styrte i grus, da Israel offentliggjorde planer om 1600 nye jødiske boliger i Østjerusalem. Mellemøstkvartetten har fordømt byggeriet og sat det øverst på Moskvamødets dagsorden.
Boligplanerne og genopbygningen af en antik synagoge nær den hellige al-Aqsa-moske førte i denne uge til de værste sammenstød i flere år mellem palæstinensere og israelsk politi.
Opfordrer til Intifada
Den islamiske Hamas-bevægelse, der styrer Gaza og er i opposition til den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, opfordrede efterfølgende til palæstinensisk opstand, en såkaldt intifada.
- Situationen er gunstig for Hamas, der vil fremstå styrket som den instans, som kæmper og repræsenterer det palæstinensiske folks ønske om ikke at finde sig i hvad som helst fra israelsk side, siger Peter Seeberg.
Problematisk møde
Situationen tegner sig derimod alt andet end gunstig for kvartetten USA, FN, EU og Rusland. Den russiske regering havde ellers set frem til, at Moskvamødet kunne skærpe landets profil som fredsskaber i Mellemøsten.