Medlemmer flygter fra den katolske kirke
18. mar. 2010 18.14 UdlandAntallet af sexovergreb på kordrenge, skolebørn og andre mindreårige vokser for tiden i en ny omgang skandalesager, som rammer den katolske kirkes i forvejen tilsmudsede kirkemure.
Foregået mange steder
Gennem de seneste uger er flere hundrede ofre stået frem i Tyskland, Holland og Østrig. Sagerne omhandler overgreb, som går helt op til 50 år tilbage i tiden.
Det har ifølge det østrigske nyhedsbureau APA fået mange hundrede katolikker til at melde sig ud af Østrigs katolske kirker. I Innsbruck har kirken for eksempel siden 1. januar modtaget 658 udmeldelser, og lignende tal meldes også fra andre områder i Østrig. I Tyskland er tendensen den samme, omend tallene synes mindre.
Skandalekirke
Ud over medlemsflugten kæmper de katolske ledere med stadigt flere skeletter i kirkeskabene. I Irland er landets katolske overhoved, Sean Brady, kommet under massivt pres, efter at han i weekenden indrømmede at have været med til at tysse en misbrugssag ned i 1975. Her blev to børn, som var blevet misbrugt igennem flere år, overtalt til at underskrive en tavshedserklæring om sagen.
Paven undskylder
I Vatikanet er pave Benedikt XVI ved at skrive et brev til de irske katolikker, hvor han undskylder og lover bedring med hensyn til de mange misbrugssager, der har ramt Irland. I brevet, som offentliggøres lørdag, forventes det også, at Paven berører de nylige sager i resten af Europa.
Tysklands forbundskansler Angela Merkel krævede onsdag en konsekvent opklaring af sagerne i landet og kaldte seksuel misbrug af børn for "en afskyelig forbrydelse".
Forbundskandsler griber ind
- Der er kun en udvej, og det er, at samfundet tager sig af sagerne. Det betyder, at der skal kastes et sandt og klart lys over sagerne, sagde Angela Merkel.
Tidligere lektor ved Teologisk Institut på Københavns Universitet Peder Nørgaard-Højen kalder den katolske kirkes nye krise for "voldsom". Han ser medlemsflugten som et klart tegn på, at kirken for alvor må tage fat om problemet.
Tavsheden er værst
- Det er relativt slemt. I og for sig er det, der er sket, ikke det værste. Det er kirkens tøvende holdning og manglede villighed til at gribe ind og få luget ud, der er det aller værste. Og nok også det, der får den længste påvirkning på kirken, siger Peder Nørgaard-Højen, der også er overbevist om, at man indtil videre kun har set toppen af isbjerget.
Den katolske kirkes vigtigste opgave er set med Peder Nørgaard-Højens øjne nu at få luget ud i de brodne kar og ændre politikken med at holde sagerne inden for egne rækker.
Image ødelagt
- Jeg tror, man er meget øm over kirkens image og har en forestilling om, at man beskytter kirken ved ikke at sige noget, forklarer Peder Nørgaard-Højen.
- Kirken må indgå et samarbejde med de verdslige myndigheder, altså politiet, når der er sådanne sager.