Kommissær: EU bør genoverveje atomkraft

Vi må overveje, om vi kan leve uden atomkraft, siger EU's energikommissær.

EU bør overveje, hvorvidt Europa en dag kan bevæge sig væk fra atomkraft, siger energikommissær Günther Oettinger.

I dag mødes atomeksperter til stormøde i Bruxelles, og Oettinger opfordrer deltagerne til at koordinere EU's politik på området på baggrund af krisen i Japans atomindustri efter jordskælvskatastrofen.

- Vi må også rejse spørgsmålet, om vi her i Europa i nogen overskuelig fremtid kan sikre os energi uden atomkraft, siger Oettinger til den tyske tv-station Arte.

Merkel: Ulykken påvirker hele verden

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, har lagt en beslutning fra sidste år om at forlænge levetiden for landets atomkraftværker på is.

Det sker på baggrund af begivenhederne i Japan, som trues af en omfattende atomkatastrofe efter fredagens jordskælv

- Hvis et højt udviklet land som Japan med høje sikkerhedsstandarder og normer ikke kan forhindre konsekvenserne for atomkraftværker efter et jordskælv og en tsunami, så har det konsekvenser for hele verden, sagde Merkel på et pressemøde i Berlin mandag.

Møde skal afklare sikkerhed

Oettinger har indkaldt til stormødet i Bruxelles tirsdag eftermiddag for at få klarlagt, om EU har sikkerhedsforanstaltninger på plads til at håndtere en lignende situation.

De 27 EU-landes energiministre, nationale sikkerhedsmyndigheder og alle operatører og konstruktører af atomkraftværker i Europa vil være til stede på mødet.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: