Politi: Bombe bag eksplosion i Oslo
22. jul. 2011 17.14 Udland
Opdat.: 22. jul. 2011 17.45Det var en bombe, der forårsagede den voldsomme eksplosion i Oslo fredag eftermiddag.
Det har norsk politi bekræftet.
Flere personer er blevet dræbt ved den kraftige eksplosion i den centrale del af Oslo, rapporterer den norske radio- og tv-station NRK ifølge nyhedsbureauet TT.
Statsministerens kontor er raseret
Blandt de bygninger, der er ramt af eksplosionen, er statsministerens kontor.
Men statsminister Jens Stoltenberg er i sikkerhed, siger politisk rådgiver Sindre Fossum Beyer til vg.no.
Mulig eksplosion udefra
Chefen for Hærens Ammunitionsrydningstjeneste, Peter Jegsen mener, at der - ud fra billederne - er tale om en eksplosion udefra.
- Lige umiddelbart, hvor jeg ser de her billeder med masseødelæggelse, så går min første indskydelse på, at det nok er en eksplosion der er sket udefra. Det skyldes at jeg kan se alle de ødelagte vinduer, altså kæmpe ødelæggelser, hvor det er flere bygninger. Hvis det havde været inde i en bygning så ville jeg mene, at man ville se større skader sådan rent strukturelt, altså med sammenstyrtede bygninger, fortæller han til DR Nyheder.
- På baggrund af de billeder jeg ser, så vil jeg vurdere at vi taler om en anseelig størrelse sprængstoffer. Det er ikke bare en lille håndtaske i min optik, siger han.
Kan se gennem bygningen
Et øjenvidne siger til det norske nyhedsbureau NTB siger, at "alle vinduer" i den 17 etager høje bygning er knust, og at næsten hele etagen er blæst ud. Hele bygningen er smadret fra top til bund, skriver vg.no.
Man kan se lige igennem bygningen, der huser statsminister, Jens Stoltenbergs kontor.
Også flere bygninger i nærheden, blandt andet olieministeriet og dagbladet VG's bygning har fået store skader. Olieministeriet brænder ifølge CNN.
- Politiet har afspærret området, og der lyder sirener i hele byen, mens folk kommer ud af alle kontorbygninger for at finde ud af, hvad der er sket, fortæller den norske journalist Henrik Pryser Libell til Ritzau.
/ritzau/