Mistænkt naziforbryder død
03. sep. 2011 17.37 Udland
Ungareren Sandor Kepiro, som var anklaget for at være naziforbryder, er død 97 år gammel. Det skriver det ungarske nyhedsbureau MTI.
Kepiro var inden for politiet i den serbiske by Novi Sad, som på det tidspunkt var under ungarsk besættelse, da en massakre fandt sted i byen i januar 1942.
Gav ordre til henrettelse
Omkring 1246 jøder, sigøjnere og serbere blev dræbt, og Kepiro blev sigtet for at have givet ordre til at henrette 36 personer under massakren.
Efter krigen undslap han straf ved at flygte til Argentina, men vendte tilbage til Budapest i 1996, hvor nazijægerne i Simon Wiesenthal-centret fandt frem til ham i 2006 og fik ham på anklagebænken.
Frifundet for anklager
I juli blev den 97-årige mand frifundet, men anklagemyndigheden havde appelleret sagen, der på grund af de anklagedes høje alder blev betragtet som en af de sidste muligheder for at føre en krigsforbrydersag for forbrydelser begået under Anden Verdenskrig.