Briter indrømmer: Vi ville bombe børsen i London
01. feb. 2012 11.39 Udland
Opdat.: 01. feb. 2012 12.09Fire britiske statsborgere indrømmer nu ifølge BBC News, at de ville bombe børsen i London.
Mohammed Chowdhury, Shah Rahman, Gurukanth Desai og Abdul Miah, der alle er britiske statsborgere, melder nu ud, at de havde planlagt et terrorangreb i London. De siger samtidig, at de er inspireret af al-Qaeda.
De blev alle fire anholdt i december 2010.
De ville angiveligt have sendt brevbomber til fire forskellige mål - blandt andet Børsen i London. Og angrebet skulle have fundet sted i julen 2010. Men inden blev de fire mænd anholdt af politiet i London.
Borgmesterens navn er nævnt
I alt er ni mænd i Storbritannien nu anklaget for forskellige terrorforbrydelser. Indtil nu har de alle sammen nægtet sig skyldige i alle anklager. Men i dag erkendte fire af dem så, at de har været involveret i de nævnte planer.
Politiet har fundet et håndskrevet brev, hvor Londons borgmesters navn, to rabbinere, den amerikanske ambassade og børsen i London, er nævnt.
De fire anholdte havde holdt møder i parker for ikke at blive sporet af politiet.
Ville ikke dræbe
De fire anholdte er mellem 21 og 30 år gamle, og den enes advokat fortæller, at de fire ikke havde planer om at dræbe nogen med bomberne.
De ville kun ødelægge bygninger og materielle ting, forklarer han.
Mændene vil, sammen med de andre fem personer, blive dømt i næste uge.