Maldivernes præsident går af efter protester
07. feb. 2012 08.10 Udland
Opdat.: 07. feb. 2012 10.04Maldivernes præsident Mohamed Nasheed er trådt tilbage efter ugers offentlige protester over hans kontroversielle ordre om at anholde en overdommer.
Ved et tv-transmitteret pressemøde tirsdag formiddag dansk tid meddelte præsidenten sin afgang:
- I den nuværende situation vil det være bedre for landet, hvis jeg træder tilbage. Jeg ønsker ikke at lede landet med en jernnæve, sagde Nasheed ifølge nyhedsbureaet AFP.
Tidligere på morgenen tog afhoppede politifolk magten over den statslige tv-station og opfordrede folket til at gå på gaden og styrte præsidenten.
På det tidspunkt opholdt præsident Mohamed Nasheed sig sikkert i forsvarsministeriets hovedkvarter, og han har hele tiden haft militæret på sin side.
Midt i denne opfordring til kupforsøg forlyder det fra AP, at Mohamed Nasheed frivilligt trækker sig tilbage. Præsidentens kontor udsendte kort efter en pressemeddelse, hvori de skriver, at der vil blive arbejdet hårdt på at sikre ro og orden i hovedstaden, Male.
Klimafortaler og tidligere menneskeretsforkæmper
De omfattende begyndte, efter Nasheed i januar beordrede militæret til at arrestere den øverste strafferetsdommer, Abdulla Mohamed, som han beskylder for at være i lommen på den tidligere præsident Maumoon Abdul Gayoom.
Folkets utilfredshed og beskyldninger om diktatur-lignende lederskab står i skarp kontrast til Nasheeds tidligere image som menneskeretsforkæmperen, der besejrede landets mangeårige hersker i Maldivernes første valg til flerpartistyre.
Nasheed er også en miljømæssig berømthed og havde en fremtrædende rolle under COP 15 i december 2009, hvor han talte for en global klimaaftale.
Star Tour, der er Danmarks største charterbureau, oplyser, at de ikke har danske gæster i Maldiverne.