Aktivister: Yderligere 47 dræbt i Homs
08. feb. 2012 07.34 UdlandSyriske regeringsstyrker har i løbet af de seneste otte timer dræbt mindst 47 civile under voldsomme bombardementer, lyder det tidligt onsdag morgen fra aktivister og oppositionskilder i Homs.
- Strømmen vendte kortvarigt tilbage, og vi var i stand til at kontakte forskellige kvarterer, fordi aktivister dér lykkedes at genoplade deres telefoner. De kunne fortælle om 47 dræbte siden midnat, lyder det ifølge aktivist Mohammad Hassan via satellit telefon til Reuters.
Byen er kendt for at være et center i oprøret mod Assad, og militæret har beskudt byen i dagevis.
Over 5000 dræbte
Aktivister siger, at hundredvis af mennesker er blevet dræbt i byen under militærets angreb, der for alvor tog fart fredag aften og natten til lørdag.
Ved de første angreb sagde aktivister, at over 200 mennesker blev dræbt.
Assads regering sagde derimod, at "ukendte gerningsmænd" stod bag.
Urolighederne i Syrien begyndte i marts sidste år, da demonstranter gik på gaderne for at kræve reformer.
Assad-regimet svarede igen med magt for at få demonstranterne af gaderne, men det førte blot til, at demonstrationerne tog til.
FN siger, at over 5000 mennesker er dræbt siden da.