Græsk politi angriber demonstranter
12. feb. 2012 18.21 UdlandGræsk politi angriber nu de demonstranter, der er samlet i det centrale Athen for at demonstrere mod de sparekrav, som parlamentet skal tage stilling til for at få udbetalt et nødlån på 130 milliarder euro.
En journalist fra det svenske nyhedsbureau TT befinder sig i en bygning tæt på den centrale Syntagmaplads. Han oplyser, at den første tåregasgranat eksploderede klokken 17:40 lokal tid.
Eksplosion
Efter eksplosionen, som rystede pladsen, affyrede flere demonstranter nødraketter mod parlamentsbygningen. Folkemasserne bølgede frem og tilbage over pladsen, og mange flygtede fra tåregassen. Efterfølgende hørtes snesevis af brag.
Ifølge TT's udsendte var der titusindvis af mennesker på pladsen, og der blev konstant råbt slagord mod politikerne, spareplanerne og krisepakken.
På tv er der billeder af flere demonstranter, som kaster brandbomber mod politiet, som svarer igen med tåregas og chokgranater. Årsagen til urolighederne er de krav til besparelser, som långiverne EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond har opstillet.