Her er internettets fjender

Journalister uden grænser har stemplet tolv lande som Fjender af Internettet. Se synderne her.

Søg - og du skal finde det på internettet. Sådan er det i hvert fald herhjemme. Men i 12 lande over hele kloden er censur og begrænsinger på internettet så stort et problem, at de nu har fået prædikatet "Fjender af Internettet".

Det er den internationale vagthund for pressefrihed, Journalister uden Grænser, eller Reporters Sans Frontiers (RSF), der i en ny rapport sætter navn på de 12 lande, der ligger helt i top, når det gælder om at censurere og begrænse informationsfriheden på internettet

Nye på listen er Bahrain og Hviderusland mens såkaldte 'usual suspects' som Syrien, Iran, Kina og Nordkorea er gengangere. Også Burma, Cuba, Saudi-Arabien, Turkmenistan, Usbekistan og Vietnam får den tvivlsomme ære at være fjende af internettet.

Kina i top

De 12 lande er ikke rangordnet efter, hvem der er værst, men ifølge Mathias Spielkamp fra den tyske afdeling af Journalister uden Grænser er Kina og Syrien klare kandidater til en Top 3.

Hvem der skulle være det tredje land i toppen af det tvivlsomme felt er dog svært at vurdere, fordi de metoder, der bruges til at censurere på nettet, er så forskellige og så mange, siger Spielkamp til den tyske netavis Deutche Welle.

Langsomt internet

Men Kina er særligt, fordi man her investerer Kina en stor portion penge og know-how i at lave politiarbejde på internettet, fortæller Mathias Spielkamp.

- Kineserne kan forhindre adgang til visse sider, og forhindre at søgemaskiner viser bestemte resultater. Og de kan bremse internettet eller helt lukke det ned i et udvalgt område, siger han.

Til gengæld har de kinesiske myndigheder opdaget, at de ikke behøver lukke fuldstændig for de internetsider, de har i søgelyset. Når der bryder protester ud i Kina, bliver internettet bare 'meget langsomt, så overførslen af billeder og videoer går i stå,' fortæller Spielkamp.

Farvel til WWW

Ifølge organisationen er der en klar tendens i retning af mere censur - og det skyldes til dels teknologisk udvikling i lande som Hviderusland og Usbekistan.

I RSF frygter man, at den øgede censur kan tage det verdensomspændende ud af WWW - World Wide Web. I stedet vil vi sidde tilbage med en række regionale internet, forklarer Mathias Spielkamp

- Vi får en situation, hvor folk tror, de søger på internettet, men i virkeligheden bruger en slags landsdækkende intranet, som er statskontrollerede, siger han.

Dagen i dag, 12. marts, er World Day Against Cyber Censorship, og det er i den anledning RSF har offentliggjort, hvilke lande på kloden, der er de største syndere, når det kommer til censur på nettet.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: