Ulovlige internetservere over skyerne? Det lyder umiddelbart som ren fantasi, men ifølge Pirate Bay selv er det ramme alvor.
Den populære fil-delingstjeneste, BitTorrent siden The Pirate Bay, vil eksperimentere med små ubemandede fly, der skal omdirigere brugertrafik til en hemmelig destination - og derned undgå retsforfølgelse.
Det skriver Pirate Bay-medlemmet, MrSpock, på pirat-sidens blog.
De ubemandede fly, de såkaldte droner, udrustes med billigt radioudstyr og en mini-computer. Dronen skal styres via GPS og flyve over hav.
- Med denne metode skal vores maskiner skydes ned af fly for at sætte systemet ud af kraft. En rigtig krigshandling, skriver MrSpock i blogindlægget.
Presset fil-delingstjeneste
Pirate Bays flugt til de højere luftlag kan skyldes pres fra diverse lande. I sidste måned ændrede tjenesten domænenavn for at undgå retsforfølgelse i USA.
I oktober sidste år oprettede tjenesten et nyt domænenavn for at undgå blokering af siden i Belgien.
Og i oktober 2010 var The Pirate Bay ikke tilgængelig i en periode, fordi tyske myndigheder pressede en server-virksomhed til at stoppe samarbejdet med siden, skriver PCWorld.
En torn i øjet
Hvis det lykkes for The Pirate Bay at etablere servere i luftrummet, vil det med garanti frustrere underholdningsindustrien, der i årevis har forsøgt at lukke siden.
Selvom Pirate Bays grundlæggere skal afsone fængselsstraf for at krænke svensk copyright-lovgivning, så fortsætter piratsiden med at stortrives.
En top 10 opgørelse, foretaget af Torretnfreak.com, viser, at The Pirate Bay er den mest populære torrentside i verden.
2 milliarder klikker sig ind på siden om måneden.
Ingen adgang for TDC-brugere
Den 19. Januar 2009 spærrede TDC afgangen til The Pirate Bay. Som TDC-privatkunde, eller kunde hos en anden internetudbyder, der benytter TDC's netværk, kan man ikke få adgang til piratsiden.