Holland: De liberale bevarer magten

Hollands liberale parti (VVD) med Mark Rutte i spidsen ser ud til at fastholde regeringsmagten efter onsdagens parlamentsvalg.

Hollands liberale parti (VVD) ser ud til at fastholde regeringsmagten efter onsdagens parlamentsvalg. Med 90 procent af stemmerne talt op ligger partiet til at få 41 mandater af de 150 pladser i nationalforsamlingen.

Det socialdemokratiske parti må nøjes med 39 pladser. Partiets leder, Diederik Samsom, erkender nederlaget, skriver nyhedsbureauet AFP, mens de liberales leder, premierminister Mark Rutte, fastslår, at VVD vandt.

Danne regering

- I morgen vil jeg tage de første skridt mod at danne en regering, siger Mark Rutte til de nationale tv-stationer.

Han afstår fra at sige noget om, hvilke partier han vil henvende sig til for at lave en koalitionsregering.

Diederik Samsom har sagt tillykke med valgsejren til Mark Rutte.

- Jeg har lige ringet til Mark Rutte og lykønsket ham med, at VVD igen er det største parti, siger Samsom.

Sparepolitik

Den nye regering vil stå for en stram sparepolitik for at leve op til EU's krav. Ifølge iagttagere er der flere muligheder for regeringsdannelser. Blandt andet at VVD og Socialdemokraterne går sammen.

Det indvandrerkritiske Frihedsparti under ledelse af Geert Wilders mistede næsten halvdelen af dets mandater. Samtidig gik også andre EU-fjendske partier tilbage.

For Geert Wilders er der tale om et ydmygende nederlag, efter at han har ført en hård valgkamp rettet mod Bruxelles og EU.

Fremragende nyt

Det euroskeptiske Socialistparti står til at få samme antal pladser som ved forrige valg.

Valgkampen har drejet sig meget om EU og er blevet fulgt med stor interesse uden for Hollands grænser.

Sverige udenrigsminister, Carl Bildt, skriver på Twitter, at "det ser ud at de populistiske antieuropæere taber stort set i Holland. Det er fremragende nyt".

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: