50 er anholdt for angreb på ambassade

Omkring 50 er anholdt efter angreb på det amerikanske konsulat i Benghazi, hvor USA's ambassadør i Libyen døde

50 personer er anholdt i Libyen for angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi, hvor USA's ambassadør i Libyen og tre andre ambassadeansatte mistede livet natten til onsdag.

- Antallet er nået op omkring de 50, siger den libyske parlamentsformand, Mohammed al-Megaryef, søndag til det amerikanske tv-program CBS News.

USA's ambassadør, Chris Stevens, og tre af hans medarbejdere blev dræbt tirsdag, da formodede militante islamister beskød konsulatet i den østligt beliggende libyske by med granater, der satte bygningen i brand.

Nogle af dem er udlændinge

Formanden for Nationalforsamlingen i Tripoli siger, at nogle af dem, der deltog i angrebet, var udlændinge.

- De er kommet forskellige steder fra - nogle af dem helt sikkert fra Mali og Algeriet, siger al-Megaryef.

- De andre var håndlangere og måske medløbere, tilføjer parlamentsformanden i interviewet med den amerikanske tv-station.

Al-Qaeda tager ansvaret

Lørdag tog al-Qaedas arabiske afdeling skylden for angrebet og betegnede det som en hævnaktion for, at USA har dræbt terrornetværkets næstkommanderende.

En kontroversiel amerikansk amatørfilm om profeten Muhammed var dermed åbenbart ikke årsagen til angrebet, men snarere et påskud for at gennemføre det planlagte hævnangreb på 11-års-dagen for terrorangrebet mod USA 11. september 2001.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: