Retssagen mod paven Benedikts tidligere butler er indledt lørdag formiddag. Paolo Gabriele er tiltalt for tyveri og videregivelse af fortrolige dokumenter.
Der er tale om en af de mest pinlige historier i Vatikanets nyere historie.
Gabriele anklages for at have stjålet nogle af pavens papirer og efterfølgende at have givet dem videre til flere medier.
Retsmødet er indledt klokken 9.30.
Ville afsløre "ondskab og korruption"
Kun otte journalister har fået adgang til det lille retslokale inde i Vatikanstaten. De har pligt til at dele de informationer, som de får, med andre medier.
Det første retsmøde ventes at vare op mod tre timer.
Gabriele har tidligere forklaret, at han lækkede pavens dokumenter, fordi han efterhånden følte sig mere og mere frastødt af den "ondskab og korruption", han var vidne til i Vatikanet.
Han siger, at hans motiv var at beskytte paven og at bringe den katolske kirke tilbage på sporet.
De lækkede dokumenter indeholder blandt andet et brev fra en tidligere højtplaceret person i Vatikanet, der klager over, at han er blevet frataget sin post, fordi han forsøgte at stoppe udbredt korruption og svindel i Vatikanet.
Drab, selvmord og forsvinden
I et interview tidligere i år udtrykker Gabriele fortvivlelse over det hemmelighedskræmmeri, der er i Vatikanet, som blandt andet omfatter drab, selvmord og en datter til en Vatikan-ansats mystiske forsvinden i 1983.
- Der er en slags omerta imod sandheden, ikke så meget på grund af magtkampe, som på grund af frygt, på grund af forsigtighed, sagde han.
Gabriele brugte tilsyneladende bevidst udtrykket "omerta", der er mafiaens tavshedsløfte.
Han risikerer fire års fængsel, hvis han kendes skyldig.
Som butler var det Gabrieles opgave at servere pavens måltider, at klæde ham på, at bære hans paraply i regnvejr og altid at være lige ved siden af ham i officielle sammenhænge.