Politiker griber ind i H&M-skandale

En politiker blander sig nu i den måde, H&M behandler sine ansatte på i Cambodja. I sidste uge kom det frem, at ansatte arbejder for tre kroner i timen.

Den norske politiker Inga Marte Thorkildsen vil nu holde krisemøde om tøjkoncernen Hennes og Maurtiz. Det sker efter, at det i sidste uge kom frem, at tøjkædens ansatte i Cambodja arbejder for mellem to og tre kroner i timen, og at de nogle gange arbejder til de besvimer.

Torsdag sagde den norske børne- og ligestillingsminister Inga Marte Thorkildsen, at hun ville holde krisemøde om de arbejdsforhold, de ansatte har på fabrikkerne. Her vil hun invitere både H&M og andre tøjproducenter. Hun mener nemlig, at tøjproducenten må vise et større samfundsansvar.

- Jeg vil gerne vide mere om, hvad H&M gør for at forbedre forholdene for medarbejderne, siger hun og understreger, at det ikke kun er H&M, der kan forbedre arbejdsforholdene for ansatte.

- Det er et omfattende problem i branchen, siger hun til Dagbladet.

250 besvimet på to dage

Den svenske tøjgigant Hennes & Mauritz kom i modvind, efter at en svensk tv-dokumentar afslørede slavelignende arbejdsforhold på H&M's fabrikker i Cambodia. Det var svensk TV4, der viste dokumentaren Kalla Fakta, som dokumenterede de ansattes forhold.

På skærmen så man også, at de ansatte syer, indtil de besvimer af træthed, og i en rapport som 'Kalla Fakta' har fået indsigt i, fremgår det, at 250 arbejdere er besvimet i løbet af to dage sidste år.

H&M: Vi har fokus på løn

Dokumentaren vakte stor debat i Sverige, hvor flere protesterede og valgte at boykotte tøjkoncernen. Også i Norge boykottede flere modebloggere H&M.

Hos H&M lyder svaret på krisemødet:

- Vi har fokus på lønningerne på de fabrikker, hvor der bliver produceret til H&M. At mindstelønnen ikke er mulig at leve for er et brancheproblem i mange produktionslande, siger kommunikationschef Vibeke Holann Kjenner.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: