Valg i USA: Rige står til smæk i Californien

Tirsdag skal vælgerne i Californien beslutte, om milliardærer skal betale mere i skat. Det mener Obama.

Millionærerne og milliardærerne i USA's folkerigeste stat skal måske til lommerne efter valget tirsdag.

Samme dag som præsidentvalget, vil vælgerne i Californien ved en folkeafstemning afgøre, om skatten skal stige for de rigeste.

Dermed tager Californien forskud på et af de store stridspunkter mellem Demokraterne og Republikanerne i USA's kongres.

Skat op eller ned

Præsident Barack Obama vil fra nytår forhøje skatterne for de rigeste amerikanere, og det kan han gøre, selv om han skulle tabe præsidentvalget på tirsdag. Republikanerne er lodret imod og vil sætte skatterne ned.

Californiens økonomi hænger i laser, og det er statens demokratiske guvernør, Jerry Brown, som har sendt spørgsmålet om højere skatter de næste syv år til folkeafstemning. Pengene skal gå til at styrke skolerne.

Han har advaret om, at uden flere penge i Californiens kasse vil der blive fyret folkeskolelærere og ske indskrænkninger i undervisningen.

- Det kræver en avanceret hjerne for at kunne sige til milliardærer, at det er lettere at skære tre ugers skoletid væk fra børnene i Los Angeles, end det er at skære tre procent væk fra folk, der hvert år tjener hundredvis af millioner dollar, mener Brown.

Lille flertal før valg

Republikanerne raser mod forslaget - Proposition 30 - og vil finde pengene ved at skære ned på pensionsbetalinger til skolelærere og andre offentligt ansatte.

Inden valget tirsdag viser meningsmålinger et lille flertal for skatteforslaget.

Det følges med stor interesse af mange andre stater i USA, hvor man har lignende problemer - at der er for få skattedollar til at holde elementære samfundstjenester kørende.

Det tager samtidig hul på det opgør, som tegner sig mellem Kongressen og præsident Obama lige efter valget.

Obama vil ikke forlænge de midlertidige skattelettelser for de rigeste, som tidligere præsident George W. Bush gennemførte. De udløber 31. december.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: