Gidseltagerne i Algeriet har tilbudt, at de vil udveksle to amerikanske gidsler for to islamistiske militante, som sidder fængslet i USA, skriver det mauretanske nyhedsbureau, som citerer en talsmand for gruppen.
De to islamister, som de kræver udleveret, er Aafia Siddiqui og Omar Abdel-Rahman, der er kendt som "Den blinde Sheik", skriver nyhedsbureauet Ansi.
Ansi har indtil denne sag været et stort set ukendt nyhedsbureau, der er kendt for at have tætte kontakter til islamister. Og mange af de nyheder, det har bragt om gidseltagningen, har ikke kunnet bekræftes af nogen officielle kilder.
Stadig 60 er gidsler
Samtidig skriver nyhedsbureauet Reuters, at der stadig mangler information om 60 udenlandske gidsler, herunder otte nordmænd, 10 japanere og en del briter. Deres status kendes ikke.
Angiveligt skulle flere hundrede gidsler være blevet befriet, da algerisk militær torsdag stormede anlægget.
- Hæren forsøger stadig at finde en fredelig løsning, før man neutraliserer gidseltagerne og befrier de sidste gidsler, siger en algerisk sikkerhedskilde ifølge Reuters.
Læs også 650 var gidsler i Algeriet
Vil omdele video
Gidseltagernes mål med angrebet på gasanlægget er rettet mod Frankrigs militære intervention i det nordlige Mali, hvor islamistiske oprørere kæmper mod landets regering.
Gidseltagerne vil ifølge Mauretaniens nyhedsbureau omdele en video til internationale medier om deres aktion, hvor der også foreslås udveksling af gidsler med de to fængslede islamister i USA.
Der er fortsat modstridende og usikre oplysninger om gidselaktionens udfald.