Anden del af den tidligere Tour de France-helt Lance Amstrongs interview med talkshowværten Oprah Winfrey handlede meget om hans nedture og hvad hans løgne har kostet hans familie.
Samtidig indrømmede han, at en årsag til at lade sig interviewe, er et spinkelt håb om at måtte vende tilbage til sportens verden.
- Hvis du spørger mig, om jeg gerne vil tilbage og konkurrere igen, så er svaret: Det kan du bande på, jeg er et konkurrencemenneske. Det er, hvad jeg har gjort hele mit liv. Jeg elsker at træne, jeg elsker at konkurrere, sagde Lance Armstrong.
Fortjener straf
- Jeg vil ikke lyve for dig. Jeg vil gerne tilbage, men det er ikke derfor, at jeg gør det her. Jeg fortjener at blive straffet, men jeg er ikke sikker på, at jeg fortjener en dødsdom, tilføjede han og henvist til, at han er bandlyst fra alt konkurrenceidræt.
Armstrong blev i efteråret fældet af en belastende rapport fra det amerikanske antidopingagentur, Usada, og han blev siden frataget sine syv Tour de France-sejre fra 1999 til 2005 og bandlyst fra sporten for altid.
I teorien kan Armstrong blive lukket ind i den professionelle idrætsverden igen, hvis han samarbejder med antidoping-myndighederne. Og Armstrong mener, at der er en række andre sportsgrene ud over cykelsporten, som han kan deltage i.
Drømmer om marathon
- Vil jeg gerne kunne løbe Chicago Marathon, når jeg er 50 år, spurgte Armstrong og svarede selv:
- Ja, men det kan jeg ikke nu.
Men den 41-årige amerikaner erkender, at det bliver svært for ham at blive benådet af sportsverdenen og få lov til at dyrke professionel idræt igen.
- Realistisk set, så tror jeg ikke, at det kommer til at ske, og det må jeg leve med, sagde Armstrong.
/ritzau/