Den amerikanske flyfabrik Boeing fortsætter produktionen af det uheldsramte 787 Dreamliner-fly, men besluttede i går midlertidigt at stoppe leverancerne af nybyggede fly til ventende luftfartsselskaber. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Igennem den senere tid har der været flere alvorlige problemer med flytypen. I denne uge måtte et 787-fly sikkerhedslande i Japan, efter en batterifejl og røgudvikling.
Blot en uge tidligere havde et andet 787 Dreamliner-fly et tilsvarende batteriproblem i en lufthavn i USA.
Batteriproblemer
To uheld som for få dage siden betød, at de 50 787-fly som er leveret og i drift har fået flyveforbud indtil årsagen til batteriproblemerne er blevet fundet.
I går besluttede Boeing så, at de næste Dreamliner-fly først bliver leveret, når de amerikanske luftfartsmyndigheder har godkendt planer for at løse batteriproblemerne og planerne er blevet implementeret.
Dreamliner-flyet, som betragtes som Boeings flagskib, har været i rutefart for otte forskellige luftfartsselskaber i 13 måneder. Tilsammen har de allerede transporteret en million passagerer.
Norwegian rammes
Den udskudte levering, kan bringe flyselskabet Norwegian i problemer. Selskabet venter på at få Dreamlinere leveret til beflyvning af fjerne destinationer.
Sydbanks senioanalytiker Jacob Pedersen har tidligere beskrevet konsekvensen, hvis ikke flyene kommer på vingerne som planlagt.
- Hvis de nye fly ikke kan blive leveret til tiden, så kan man ikke komme i gang med de flyvninger, man allerede har solgt billetter til, siger han.