Israel udeblev i går fra et møde i FNs menneskeretsråd i Geneve, hvor menneskeretsforholdene i landet var til bedømmelse. Det er første gang nogensinde et FN-medlemsland er udeblevet fra sådan et møde.
Alle FN's 193 medlemsstater skal med fire års mellemrum have deres forhold til menneskerettighederne kigget efter i sømmene, og indtil nu har selv Nordkorea og Syrien stillet op. Det gjorde Israel også sidst det var dets tur i 2008.
I går skulle den jødiske stat så for igen, men ingen repræsentanter for landet mødte op.
Kan ikke se delegation
- Vi skulle i eftermiddag fortsætte med bedømmelsen af Israel, men jeg kan ikke se den israelske delegation i lokalet, måtte den polske formand for menneskeretsrådet ambassadør Henczel konstatere.
Dermed havde Israelerne skabt et eksempel, der bekymrer mange lande: Nu er der fortilfælde for at man bare kan blive væk, hvis man ikke ønsker at blive set nærmere efter.
Israels boykot kom ikke helt overraskende. I fjor meddelte israelerne at de ikke ville samarbejde mere med menneskeretsrådet fordi det ville sende et undersøgelseshold til de besatte palæstinensiske områder.
Behandling udsat
Mere end halvdelen af de resolutioner rådet har vedtaget siden oprettelsen i 2006 har sigtet på Israel, der i fjor betegnede rådet som et redskab der kynisk bruges til at fremme bestemte politiske mål - bekæmpelse af Israel
Menneskeretsrådet vedtog at udsætte behandlingen af Israel til efteråret - i håb om at israelerne så vil møde op.