- De er blevet sindssyge. Alle sammen. De er sindssyge.
Sådan lyder ordene fra en beboer i Syriens hovedstad Damaskus, efter at byen er blevet ramt af de hidtil værste kampe i landets nu 22 måneder lange konflikt. En konflikt, der ifølge FN har kostet mere end 60.000 mennesker livet.
Det er nyhedsbureauet Reuters, der har talt med den anonyme beboer over telefonen. Vedkommende har længe været vant til lyden af krigen, men fortæller, at de seneste dages angreb har været nogle af de mest voldsomme, de har hørt.
Angreb fra bjerg
Fra et bjerg i nærheden af hovedstaden har præsident Assads elitestyrker slået lejr. Herfra har de et godt overblik over byen og kan fyre skud og raketter af mod den østlige bydel Jobar og Damaskus' sydlige ringvej, hvor oprørerne er brudt gennem vejafspærringerne og områder, der ellers har været styret af Assads hær.
Læs også Syriske oprørere trænger dybt ind i Damaskus
Derudover fortæller vidner til Aljazeera, at Assads hær går offensivt til værks for at nedbryde oprørernes højborge omkring Damaskus, og at hæren forsøger at blokere indgange til hovedstaden.
Det er svært at få bekræftet om oplysningerne er sande, da de syriske myndigheder forbyder de fleste uafhængige medier adgang til landet.
Flere dræbte
Af samme grund er det svært at slå fast, hvor mange der er omkommet de seneste dage. Myndighederne kommer med nogle tal, som langt fra stemmer overens med oprørernes.
Oprørene fortæller torsdag formiddag, at mindst 55 mennesker er blevet dræbt inden for de sidste 24 timer som følge af Assad-hærens voldsomme angreb mod oprørerne. Det skriver Aljazeera.
Læs også FN: Syrien er i opløsning
Blandt de dræbte skulle være fem civile - deriblandt tre kvinder. De døde, da nogle af hærens morter-granater ramte den palæstinensiske flygtningelejr Yarmuk i den sydlige udkant af Damaskus.
Syriens statslige medie oplyser ifølge Reuters, at seks mennesker er blevet dræbt i dag. Blandt de dræbte er en kvinde og hendes tre børn, som angiveligt mistede livet, da oprørerne angreb en busstation i den nordøstlige kvarter Qaboon.
Du kan læse mere på dr.dk's temaside om konflikten i Syrien.