EU-budget: Thorning fik sin milliard

Sejr til Helle Thorning-Schmidt til topmøde i Bruxelles. Danmark får en rabat på én milliard kroner..

For første gang nogensinde har Danmark fået en rabat på sit medlemskab af EU. Det er resultatet af et næsten 27 timer langt møde mellem EU's statsministre og præsidenter i Bruxelles.

- Det lykkedes, lød det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt her til eftermiddag.

 De næste syv år går der én milliard mindre hvert år til EU's pengekasse, end ellers ville have været tilfældet.

- Rabatten handler både om selve pengene og om princippet. Vi har jo brugt pengene til at finansiere vores skatteaftale. Men det er også ønsket om, at vi ikke længere ønskede at betale så meget af andre landes rabatter, sagde Thorning-Schmidt.

Svær at få - svær at bevare

I 2020 udløber rabatten. Hvis Danmark skal fortsætte med sit afslag i prisen på EU-medlemskabet skal den genforhandles, erkender Thorning-Schmidt:

- Rabatter er rigtig svære at få ind. Og man skal også holde på dem. Men der er en tendens til, at de bliver, når de nu en gang er skaffet, lød det. Men selvom rabatten var det vigtigste at forhandle på plads for regeringen, gik statsministeren også efter et mindre EU-budget.

Også det lykkedes - for første gang i EU's historie. Indtil nu er budgetterne bare vokset hvert år. Denne gang går EU fra et EU-budget på 993 milliarder euro i perioden 2007-2013 til 960 milliarder euro mellem 2014 og 2020:

- Det er et moderat budget, som afspejler, at vi skal være påpasselige med vores penge. Vi gik ind til forhandlingerne med det klare budskab, at vi skulle have et loft på budgettet på 1 procent af det samlede BNI (BruttoNationalIndkomst - angiver et lands samlede indkomster, red.), fortalte Thorning-Schmidt.

Et moderne budget

Mere uddannelse og infrastruktur kalder statsministeren det nye syvårige budget moderne - med flere penge end før til forskning, uddannelse og infrastruktur.

Kritikere mener, at EU-landene skulle havde skabt et budget med endnu mere fokus på vækst. Og i løbet af processen er mere ambitiøse bud på et moderne budget blevet udvandet:

- Det er et budget, hvor vi skifter fokus og går mere op i, hvad jeg vil kalde moderne politikker - det vil sige vækst og beskæftigelse. Og vi ser en stigning på 38% på vækstpolitik i forhold til det nuværende budget, påpegede Thorning-Schmidt.

Fremover har EU for eksempel 125,6 milliarder euro i den fælles pengekasse til forskning, innovation og uddannelse. I sidste budgetperiode var det tilsvarende tal 91,1 milliarder euro.

Europa-Parlamentet skal sige ja

Før det nye EU-budget kan blive virkelighed, skal Europa-Parlamentet først godkende det. Europaparlamentarikerne har kæmpet for et så stort budget som muligt, og har allerede truet med at stemme nej til det.

Alligevel er Thorning-Schmidt sikker på, at den danske rabat er i hus:

- Det kan ikke lade sig gøre ikke at få vores rabat. Det er der slet ingen tvivl om, sagde hun.

  • Print
  • Del artiklen: