Lederen af en Amish-udbrydergruppe er blevet idømt 15 års fængsel for en række bizarre overfald, hvor det karakteristiske skæg blev klippet af flere Amish-medlemmer.
Den 67-årige Samuel Mullet er blevet dømt for at have ledt angrebene. 15 af hans tilgængere, deriblandt seks kvinder, fik mindre fængselsdomme på mellem et og syv år.
Fakta om Amish
Amish er en protestantisk gruppe, der oprindelig stammer fra Schweiz og Sydtyskland.
I dag eksisterer der kun Amish-samfund i USA og Canada. Her lever de ca. 200.000 medlemmer i små fællesskaber isoleret fra resten af samfundet.
De fleste lever af landbrug og afviser moderne hjælpemidler som telefon, elektrisk lys og biler.
Alvorlige hadforbrydelser
Anklagerne havde krævet fængsel på livstid for hadforbrydelserne og for religiøs intolerance, mens forsvarerne mente, at Mullets hævnaktioner var blæst helt ud af proportioner, skriver avisen New York Times.
Dommeren i sagen lagde vægt på, at sekt-lederen og hans medtiltaltes hadforbrydelser var særdeles krænkende over for ofrenes grundlæggende rettigheder.
Mullet nægtede i retten at være en kult-leder. Han bad om modtage den straf, som hans medskyldige fik.
- Lad disse mødre og fædre tage hjem til deres familier og opdrage deres børn. Lad mig tage straffen for dem alle, sagde sekt-lederen.
Trængte ind i Amish-hjem
Overfaldene fandt sted i 2011 og spredte frygt og uro blandt Amish-samfundet i USA. Mullets sekt-medlemmer trængte flere gange ind i folks hjem, tilbageholdte mænd og kvinder, skar mændenes skæg af, nogle gange med et blad, der bruges til at skære hestes manke af. Kvindernes hår blev også i flere tilfælde klippet af.
For Amish-samfundet er det en tradition at lade skægget stå og håret gro efter man er blevet gift. Skægget er et tegn på mændenes status og modenhed. Det lange skæg kan sammenlignes lidt med de ortodokse jøders slangekrøller.