Ekspert: Pave-afgang er meget forbløffende

Det er historisk, at en siddende pave træder tilbage fra sit embede, lyder vurderingen fra Italiens-kender.

Med store armbevægelser velsigner paven publikun ved Paul VI hallen i vatikanet.Foto: Vincenzo Pinto © Scanpix

Det er dybt forbløffende, at Pave Benedikt XVI  har meddelt, at han vil trække sig fra paveembedet før tid. Det siger Italiens-ekspert Thomas Harder, der har skrevet flere bøger om Italien og Vatikanet i Rom.

- Det er meget bemærkelsesværdigt, fordi det er ekstremt sjældent og ikke set i nyere tid, at en pave går af før tid, siger Thomas Harder.

Ifølge det italienske nyhedsbureau Ansa har paven personlig meddelt, at han træder tilbage den 28. februar. Og det er ikke sket i århundreder, vurderer Thomas Harder.

Forholdsvis uhørt

- Det er historisk. Man skal flere hundrede år tilbage i tiden for at finde en pave, som er trådt tilbage. Det er noget forholdsvis uhørt, siger han.

Thomas Harder vurderer, at meddelelsen om pavens afgang vil blive modtaget med blandede fø-lelser hos verdens katolikker.

- Nogen vil være lettede, fordi man synes, at han har været for konservativ på for mange måder, siger han.

- Andre vil savne ham, selvom han ikke var populær på samme måde som Johannes Paul 2. var det. Men han var en stor teolog, som mange mennesker har lyttet til med stor sympati og interesse, siger Thomas Harder.

Gjort for lidt ved pædofili-skandale

Samtidig vil der være kritik af den afgående pave og hans holdning til de mange sager om misbrug af drengebørn, der har været i den katolske kirke i de senere år.

- Der er dem, der mener, at han gjorde for lidt for at gøre noget ved hele pædofili-skandalen, og at hans afgang derfor er passende, siger Thomas Harder.

Ifølge Vatikanet har paven givet udtryk for, at han føler sig for gammel til at lede kirken.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen: