Når millioner af katolikker verden over i slutningen af marts fejrer påsken, vil det være et nyt overhoved for kirken, der markerer højtiden på Peterspladsen i Rom.
Det bebuder Vatikanets talsmand, Federico Lombardi.
- Vi vil have en ny pave til påske, siger han.
85-årige pave Benedikt træder tilbage 28. februar, det bekræftede Vatikanet tidligere mandag. Paven har selv givet oplysningen på latin.
Han siger, at det sker frivilligt, fordi han på grund af sin alder mangler kræfter til at styre den katolske kirke.
Læs også Kardinaler udløser tvivl om pavens helbred
Hans post vil stå ledig, indtil der er fundet en afløser. Ifølge AP bliver der konklave i slutningen af marts, hvor den nye pave skal vælges.
Konservativ leder
Pave Benedikt XVI har i sin regeringstid været regnet som en konservativ, doktrinær religiøs leder.
Han har tordnet mod prævention, og han har flirtet med tanken om at genindføre latin ved katolske gudstjenester for at gøre op med den liberalisering, der skete inden for den katolske kirke i 1960'erne.
Pave Benedikt stod tidligere pave Johannes Paul II meget nær og ledte Vatikanets magtfulde position som forvalter af kirkens doktrin.
Her var han med til at kritisere og i flere tilfælde fjerne såkaldte befrielsesteologer i Sydamerika, som mente, at kirken skulle spille en mere aktiv rolle for at sikre social retfærdighed.
Indrulleret i Hitlerjugend
Paven blev født i Bayern den 16. april 1927, og han blev som meget ung indrulleret i Hitlerjugend og den tyske nazihær, og han var ved krigsafslutningen krigsfange.
Den tysk-fødte pave blev indsat som den katolske kirkes øverste leder i 2005.
Han afløste pave Johannes Paul II, der døde samme år.