Den 85-årige Pave Benedikt træder tilbage 28. februar, og inden en ny pave kan sætte sig i hans stol, skal Vatikanets kardinaler stemme om, hvem der skal afløse Pave Benedikt. Valghandlingen hedder en Konklave (det betyder Med Nøgle på latin), og den finder sted i Det Sikstinske Kapel i Vatikanet.
Verdens omkring 120 kardinaler kommer til Vatikanet fra forskellige dele af verden for at være med til at vælge ny pave. Det er kun kardinaler, som er under 80 år gamle, der har stemmeret til Konklaven. Som udgangspunkt er det en af de omkring 120 kardinaler, der vælges til ny pave.
Ifølge AP bliver der konklave i slutningen af marts, hvor den nye pave skal vælges.
Hvid røg betyder enighed
Under Konklaven viser de 120 kardinaler sig ikke offentligt. De opholder sig inde i kapellet, og de sover i Casa Santa Marta hotellet inde i Vatikanet. De bliver kørt i busser fra kapellet til hotellet. Konklaven kan vare i meget lang tid. I 1269 varede den i næsten tre år (til 1271). Andre gang varer den bare en enkelt dag. I 2005 varede konklaven nogle dage.
Når kardinalerne er nået til enighed om, hvem der skal afløse paven, vil de sende hvid røg ud af en skorsten i kapellet. Når det sker, møder katolikker fra hele verden op på Peterspladsen for at holde øje med skorstenen og røgen.
Den første dag afholder kardinalerne en enkelt afstemning, mens kardinalerne de efterfølgende dage afholder to afstemninger om dagen. Det sker, indtil en kardinal har et flertal på to tredjedele af stemmerne plus en.
Sort røg betyder uenighed
Hvis det nødvendige flertal ikke kommer i hus ved en afstemning, sender kardinalerne sort røg ud af skorstenen.
Når kardinalerne har valgt en pave, træder den mest fremtrædende kardinal ud på balkonen på Peterspladsen og siger: "Annuntio vobis gaudium magnum. Habemus Papam". Det betyder "Jeg meddeler til jer en stor glæde. Vi har en pave".
Den nye pave træder derefter frem for at velsigne mængden på Peterspladsen. Få dage efter holder den nye pave en messe, der symboliserer begyndelsen på hans regeringstid.