Præsident Barack Obama kalder Nordkoreas atomprøvesprængning en stærkt provokerende handling.
Han mener, at den udgør en trussel mod USA, og at den truer fred og sikkerhed i verden, og han kræver en hurtig og troværdig handling fra det internationale samfund.
Også Rusland var hurtigt ude med en fordømmelse.
En kilde i det russiske udenrigsministerium siger, at Moskva fuldt ud fordømmer og kalder sprængningen en overtrædelse af Nordkoreas internationale forpligtelser.
Klar og grov overtrædelse
Den britiske udenrigsminister, William Hague, udtrykker også sin fordømmelse, mens FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, kalder det yderst beklageligt, at Nordkorea ignorerer internationale opfordringer til ikke at gennemføre atomsprængningen.
- Generalsekretæren fordømmer den underjordiske atomprøvesprængning, som er gennemført, siger Bans talsmand.
- Det er en klar og grov overtrædelse af de relevante vedtagelser i Sikkerhedsrådet, siger han.
/ritzau/Reuters