Milliondusør udløser 600 tip i politimorder-sag fra USA

Telefonerne kimer hos politiet i Los Angeles, efter at der er udlovet en stor dusør på flygtende eks-betjent.

Der er nu udlovet en dusør på, hvad der svarer til 5,6 millioner kroner for oplysninger, der betyder at den eftersøgte Christopher Dorner pågribes.© Scanpix

Politiet har trods deres enorme menneskejagt ikke fundet ham endnu, eks-betjenten Christopher Dorner, som fortsat befinder sig på fri fod og eftersøges for tre drab i Californien.

Til gengæld vælter det ind med telefonopkald fra offentligheden til ordensmagten, som har modtaget et stort antal tip - omkring 600 - i sagen om den formodede politimorder, der har erklæret krig mod sine tidligere kolleger i storbyen Los Angeles.

Mandag blev der sat én millioner dollar på højkant i jagten på Dorner. Det svarer til 5,6 millioner danske kroner og beskrives som den største dusør, der nogensinde har været på spil i en politiefterforskning i det sydlige Californien.

Ikke set siden torsdag

Selvom 33-årige Dorner ikke er blevet set siden torsdag, går politiet stadig ud fra, at han er i live - formentligt et sted i nærheden af Los Angeles.

- Vi opererer med den præmis, at han stadig er derude, og vi har i sinde at finde ham, siger statsadvokat Paul Zellerbach, som understreger alvoren i situationen:

- Denne person har, både i ord og handling, gjort det meget klart for os alle, at hver eneste politimand i det sydlige Californien er i fare for at blive skudt eller dræbt, siger Zellerbach.

Han oplyser også, at der nu er blevet rejst en formel tiltale mod Christopher Dorner for drab samt tre drabsforsøg.

/ritzau

  • Print
  • Del artiklen: