Korrespondent: Nordkorea forsøger at finde sin plads i verden

Kina har traditionelt set være Nordkoreas faste allierede. Men Kina er ved at være træt af Nordkorea, vurderer DRs korrespondent Søren Bendixen.

Nordkoreas diktator Kim Jong Un er muligvis ved at miste den ubetingede støtte, han og hans far tidligere har fået fra Kina, vurderer Asien-korrespondent.© Scanpix

Nordkorea har truet med en atomprøvesprængning i lang tid, og i nat kom den. Det er svært at vide, hvorfor den netop kom i nat, men Nordkorea er et presset land, og det kan være årsagen til, at landet gerne vil markere sig nu, vurderer DRs korrespondent i Asien, Søren Bendixen.

- Nordkorea er utroligt pressede. Folk sulter, og hele verden er imod, og selv den nære allierede Kina er ved at stå af. Det er et forsøg på at tilkæmpe sig en position i verden, siger Søren Bendixen.

Kina vil ikke tages som gidsel

Kina har traditionelt set været Nordkoreas allierede, mens store dele af verden betragter diktaturstaten som en trussel, forklarer Bendixen. Atomforsøget møder skarp kritik i Sydkorea, Japan, USA og Storbritannien. FNs sikkerhedsråd er indkaldt i eftermiddag for at tage stilling til situationen. Men Kinas støtte til landet er ikke lige så stabil, som den har været, vurderer han.

- Kina har de sidste mange år holdt hånden over Nordkorea, men vi har den seneste måned set, at det kinesiske styre og de kinesiske medier er ved at være rigtig trætte af Nordkorea. De ønsker ikke, at Nordkorea skal tage Kina som gidsel. Kina vil selv definere deres udenrigspolitik, det vil de ikke have, at Nordkorea gør for dem, siger Søren Bendixen.

Et forsøg på forhandling

Nordkoreansk fjernsyn bragte i går meddelelsen om, at styret i Ponjyang ikke vil afvige en tomme i sine bestræbelser på at udvikle sit atomprogram.

Den underjordiske testsprængning fandt sted klokken 02:30 i nat dansk tid og var en meget kraftig udgave af to tidligere sprængninger i 2006 og 2009.

- Det er måske et forsøg på at komme tilbage til et forhandlingsforløb, for jo stærkere de virker, jo bedre er landets muligheder for at få skabt en kommunikation med verdenssamfundet igen, siger Søren Bendixen.

Ønsker ikke et sammenbrud

Selv om styret i Kina muligvis er ved at være træt af Nordkorea, ønsker landet ikke, at Nordkorea bryder sammen, forklarer Søren Bendixen.

- For så vil flygtninge søge til Kina, og det er man ikke interesseret i. Samtidig vil det betyde en koreansk genforening, og det vil også betyde, at man vil have sydkoreanske og amerikanske interesser helt oppe i baghaven, siger Søren Bendixen og vurderer derfor, at Kina stadig vil støtte diktaturstaten.

  • Print
  • Del artiklen: