TIDSLINJE: Mandelas liv i årstal

Frihedskamp, fængsel og en præsidentpost er nogle af nøgleordene i Nelson Mandelas liv.

Sydafrikas tidligere præsident Nelson Mandela har levet et begivenhedsrigt liv. Herunder finder du de vigtigste begivenheder.

1918

Nelson Mandela bliver 18. juli født i en høvdingefamilie i tembu-stammen i landsbyen Mvezo i det østlige Sydafrika. Ved fødslen får han navnet Rolihlahla, og hans klannavn i Xhosa-stammen er Madiba.

1925

Mandela starter som den første i sin familie i skole, en britisk skole. Det er her, han får sit britiske fornavn Nelson.

1934

Nelson Mandela begynder på Clarkebury Boarding Institute, en kostskole hvor han tager sin studentereksamen på bare to år.

1941

I en alder af 23 stikker han af hjemmefra og tager til Johannesburg for at undgå et arrangeret ægteskab.

1943

Begynder at læse jura på universitetet, Witswaterand University og melder dig samme år ind i ANC - African National Congress - og er senere med til at stifte ANC Youth League.

Video fra Mandelas unge år

1944

Bliver gift med sin første kone, Evelyn Mase. De får fire børn sammen, inden de bliver skilt i 1958.

1948

The National Party vinder valget og begynder at indføre apartheid i Sydafrika.

1952

Nelson Mandela afbryder sine jurastudier, men åbner Sydafrikas første sorte sagførerfirma sammen med vennen Oliver Tambo, der indtil sin død er blandt Mandelas nærmeste. De bliver kendt for at kæmpe for sortes rettigheder.

1954

Mandela bliver af regeringen forhindret i at deltage i ANC-møder og får begrænset sine rejsemuligheder og muligheder for at arbejde som advokat.

1956

5. december bliver Mandela anholdt ved sit hjem anklaget for højforræderi, ligesom 155 andre aktivister. Sigtelserne mod ham bliver droppet efter en fire år lang retssag.

1958

Nelson Mandela gifter sig med sin anden kone, Winnie Madikizela, som senere tager aktivt del i kampen for at få Mandela løsladt fra fængslet.

1960

Spændinger i apartheid-regimet vokser og når nye højder i 1960, hvor 69 sorte bliver dræbt af politiet i det, som bliver kendt som Sharpeville-massakren.

1960

ANC bliver forbudt i Sydafrika, og Nelson Mandela går under jorden. Det bliver muligt at idømme ANC-aktivister dødsstraf.

1961

ANC beslutter i december at indlede væbnet kamp mod det hvide styre. Mandela tager på træningsophold i Algeriet.

1962

Mandela bliver fængslet i august for sabotage og idømt fem års hårdt arbejde.

1964

Nelson Mandela bliver 12. juni idømt livsvarigt fængsel. Han sidder fængslet på Robben Island de første 18 år - frem til 1982 - af sin livstidsstraf.

1968

I løbet af 12 måneder mellem 1968 og 1969 dør først Mandelas mor, og herefter bliver hans ældste søn dræbt i en bilulykke. Men Mandela får ikke lov til at deltage i begravelserne.

1980

Kampen for at frigive Mandela fra fængslet begynder i marts, da Johannesburg Sunday Post bringer en opfordring til at frigive Mandela og en række andre politiske fanger under overskriften "Free Nelson Mandela".

1982

Efter 18 års fængsel på Robben Island bliver Mandela overført til Pollsmoor Prison.

1985

Præsident Botha tilbyder at løslade Nelson Mandela mod at han afstår fra at føre væbnet kamp. Dette afslår Mandela, med ordene: "Fanger kan ikke indgå kontrakter, kun frie mænd kan forhandle".

1989

F. W. de Klerk bliver præsident i Sydafrika og begynder at afskaffe apartheid-lovene.

1990

Efter 27 års fængsel bliver Nelson Mandela løsladt 11. februar.

1992

Nelson og Winnie Mandela bliver skilt.

1993

Nelson Mandela får sammen med Frederik de Klerk Nobels Fredspris for, som det hedder "fredeligt at have afsluttet apartheid-regimet og for at have lagt fundamentet til et nyt, demokratisk Sydafrika".

1994

Nelson Mandela bliver valgt som præsident i Sydafrika og indsat i præsidentembedet 10. maj 1994. Han udgiver samme år sine erindringer i bogen "Vejen til frihed".

1998

Gifter sig på sin 80 års fødselsdag 18. juli med Graca Machel, som er enke efter den tidligere præsident i Mozambique.

1999

Træder tilbage som præsident i Sydafrika.

2001

Bliver diagnosticeret med prostatakræft.

2004

Mandela meddeler, at han trækker sig fra sit offentlige liv, men fortsætter dog velgørenhedsarbejde.

2007

Danner 18. juli gruppen The Elders med en række ældre ledere i verden, f.eks. Kofi Annan, ærkebiskop Desmond Tutu og Jimmy Carter for at forsøge at løse verdens problemer.

2009

FN's Generalforsamling beslutter 18. juli at gøre Nelson Mandelas fødselsdag til mindedag for Mandela i respekt for den fredskultur, han står for.

2010

Mandela har en stor rolle i, at det lykkes at få verdensmesterskabet i fodbold til Sydafrika i 2010. Det er ved den lejlighed, at Nelson Mandela viser sig offentligt for sidste gang.

2011

Bliver for første gang indlagt med en lungebetændelse og flytter samme år til landsbyen Qunu i den østlige del af Sydafrika. Samme by som han voksede op i.

2012

Bliver i løbet af året indlagt med både lungebetændelse og gallesten.

2013

Mandela bliver flere gange indlagt med luftvejsproblemer og 5. december sover han ind.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: