Aflyste fly i dag på grund af flyvelederstrejke

Tusinder af rejsende risikerer i dag at få turen ødelagt på grund af aflyste fly, for mange flyveledere i Europa strejker.

Flyvelederne i Europa strejker i dag mod europæiske planer om et fælles europæisk luftrum med fælles kontrol af flyene. Det vil betyde aflyste fly, for eksempel har SAS stoppet for salg af billetter til Paris og Nice de kommende dage.

Flyvelederne frygter, at det vil koste arbejdspladser og strejken forventes at fortsætte til og med torsdag.

Den fælles kontrol skal gøre det billigere at styre flytrafikken over Europa, dels ved at lade flyene flyve mere direkte fra by til by, dels ved at spare på antallet af flyveledere.

Flyver 42 km for langt

Hver dag flyver de 27.000 fly, som bevæger sig rundt i det europæiske luftrum, 42 kilometer længere end nødvendigt, og Europa-Kommissionen vurderer, at en fælles europæisk kontrol af flyene vil betyde 10 procent mindre forurening over Europa.

Det amerikanske luftrum er lige så stort som det europæiske, men den amerikanske luftkontrol koster kun det halve af den europæiske.

Flyselskaberne forventes at kunne spare mere end 35 milliarder kroner om året ved et fælles europæisk kontrolsystem, og det kunne betyde billigere flybilletter.

Dyrt og besværligt

- I dag zigzagger flyene rundt gennem de nationale luftrum, og det kræver meget brændstof og er for dyrt og besværligt. Så jo før vi får et fælles europæisk luftrum jo bedre, siger Anne E. Jensen, der er Venstres medlem af Europa-Parlamentet.

Forslaget om et fælles europæisk luftrum præsenteres i EU-parlamentet i Strasbourg senere i dag.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: