Her er våbnene de bruger i Ukraine: Katapulter og chokgranater med søm

Skydevåben, molotovcocktails og sågar katapulter bruges i kampene mellem demonstranter og politi i Ukraine.

De mange dræbte og sårede vidner om hårdhændede metoder på begge sider af konflikter i Ukraine, og her kan du få et overblik over, hvad de angriber hinanden med.

Molotovcocktails og skydevåben

Ifølge DR's udlandsreporter i Ukraine, Matilde Kimer, eskalerede kampene tirsdag, fordi parlamentet skulle behandle et forslag om at ændre forfatningen og dermed fratage præsident Viktor Janukovitj en del af de udvidede beføjelser, han har fået siden sin magtovertagelse i 2004. Det blev afvist i parlamentet.

- Og det fik nogle grupper til at kaste med molotovcocktails og marchere mod parlamentet.

- Politiet begynder så at skyde med skarpt efter demonstranterne, og det er det, der udvikler sig til de vanvittige gadekampe, som vi så i går, siger Matilde Kimer.

Brosten

Begge sider i konflikten har brugt brosten til at angribe modparten.

- Hvis politiet vil rykke ind, så kan de det. De har mandskab og udstyr til at gøre det, og det ved demonstranterne, selvom de samler små bunker af brosten og molotovcocktails omme på deres side, siger Matilde Kimer.

Janukovitj har været ude og sige, at volden kun er et resultat af demonstranternes aggression.

- Enhver, der har været på pladsen, må sige, at det er det i hvert fald ikke udelukkende, fordi der bliver skudt på dem, siger hun.

Chokgranater med søm og skruer

Politiet har tilsyneladende modificeret deres chokgranater, så de ikke blot afgiver lys og lyd, men også flere fragmenter.

- Der bliver kastet med de her chokgranater, hvor der er tapet søm og skruer fast, siger Matilde Kimer.

- Jeg har personligt set 30-50 sårede mennesker, som har fået flænger i skinnebenene af de her granater, siger hun.

Pansret mandskabsvogn

Der er også pansrede mandsskabsvogne på pladsen viser levende billeder fra Ukraine.

Gummikugler

Human Rights Watch har registreret talrige overfald mod blandt andre journalister og personer, der hjælper sårede. Flere er blevet ramt af politiets gummikugler.

Vandkanoner

Og ifølge menneskerettighedsorganisationen har politiet også brugt vandkanoner mod demonstranterne.

Baseballbat, spidse kæppe og køller

Human Rights Watch har desuden registreret en række våben på demonstranternes side, blandt andet molotov cocktails, baseball bat og kæppe med spidse ender.

Politistave og skjolde

På politiets side bruger man ikke træpinde, men i stedet politistave, der ligesom enkelte politiskjolde er de kommet på demonstranternes hænder i løbet af konflikten.

Brændende dæk

Demonstranter har brugt brændende dæk og træ som barrikader for at holde politiet på afstand på Uafhængighedspladsen.

- Situationen er anspændt mellem politi og demonstranter, der er adskilt af et brandbælte, som demonstranterne med vold og magt forsøger at holde gang i, siger Matilde Kimer.

Kropspanser

Særligt politiet, men også demonstranter bruger forskellige former for beskyttelse på kroppen til at beskytte sig mod modstandernes forskellige våben.

Slangebøsser

Der er flere demonstranter, som bruger slangebøsser, store som små, til at slynge ting mod politiet.

Katapult

Demonstranter har også bygget en blide, en slags katapult, der kan kaste sten og andre ting i politiets retning.

Luftgevær og hjemmelavede skydevåben

Der har været flere billeder fremme af demonstranter med hjemmelavede skydevåben og luftgeværer.

Tåregas

Udover ovennævnte våben bruger politiet også tåregas, hvorfor både politi og demonstranter ofte bærer gasmasker.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Nyheder med dig

    Du er nu tilmeldt følgende nyhedsbrev(e):

    Vis alle nyhedsbreve
    Vis alle nyhedsbreve
    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: